RACENS HISTORIE: Som alle dogger stammer den Franske Bulldog formentlig fra molosserne i "Det Gamle Romerrige" og er slægtning til Engelsk Bulldog og mindre franske doggetyper. Den Franske Bulldog vi kender i dag, er resultatet af forskellige indkrydsninger der blev foretaget af opdrættere i Paris ´es folkelige kvarterer 1880´erne.


I den periode formåede Bulldoggen - der var dragernes (trækkernes), slagternes og kuskenes hund på det parisiske marked "Hallerne" - at begejstre det bedre borgerskab og folk i kunstnermiljøet, med sin helt specielle fremtoning og karakter, og fik derfor hurtigt stor udbredelse.


RACENS EGENSKABER: En Fransk Bulldog er af type en molosserhund i lille format, kraftfuld af sin størrelse, kort og tætbygget, glathåret, med kort fladnæset ansigt, opretstående ører og en medfødt kort hale. Den er aktiv og intelligent, meget muskuløs og med solid knoglebygning. Den er omgængelig, munter og glad for at lege. Den er usædvanlig hengiven over for sine ejere og familiens børn. Vægten ligger på 10 til 15 kg.


SUNDHED: Adskillige Franske Buldogger lider af arvelige sygdomme, der er påført dem gennem de sidste mange års avl, en avl som ikke har været særlig gennemtænkt og fremtidsorienteret. Man har fra oprindelseslandets side (Frankrig) udformet en "Racestandard" der opfordrer opdrættere til at fremavle Fransk Bulldog, der er kortere, bredere og lavere end det har været sundhedsmæssigt forsvarligt. Det giver adskillige skavanker  hos flere af hundene, og især  dem der avles med henblik på at de skal bruges som udstillingshunde, og som meget ofte præmieres af dommerne, netop på grund af deres udseende og ikke for sundhed og godt helbred.Der er mange andre racerene hunde, f.eks. den Engelske Bulldog, der lider af adskillige arvelige skavanker, f.eks. kan den ikke parre selv, og den skal næsten altid hjælpes med kejsersnit når den skal føde.


Vi mener ikke, at den Franske Bulldog på nogen måde skiller sig særligt ud fra den samlede bestand af FCI-godkendte racer, med hensyn til arvelige sygdomme.


Vores anbefaling vil være at du skal købe din Franske Bulldog hvalp hos en opdrætter der er medlem hos Dansk Kennel Klub, har "forstand" på opdræt, og som kan bedømme ud fra erfaring, viden og et godt øje for hvad avlsmaterialet skal indholde.


De opdrættere der er nødt til at støtte sig til DNA-prøver, " BULLDOG-KLUBBENS Sundhedscertifikater" og få undersøgelsesresultaterne udstillet på DKK`s Hunde-web, giver jeg ikke meget for.